Arkitektur

Langelinie Pavillonen er en let, lys og blå bygning, der flugter med horisonten og nedtoner sig selv i sine smukke omgivelser.

Det er to af efterkrigstidens mest fremtrædende arkitekter, parret Eva og Niels Koppel, der har tegnet Langelinie Pavillonen til en arkitektkonkurrence, Københavns Kommune udskrev i 1954. Pavillonen stod færdigopført i 1958. Den strenge kubiske form og enkle komposition er blandt andet inspireret af Mies Van der Rohe-skolens internationale stil.

Læs også: Historien om Langelinie Pavillonen

Langelinie Pavillonen er lavet som tre kasser i forskellige størrelse, der er stablet ovenpå hinanden i et enkelt, klart formsprog med linjer, der flugter med horisonten. Det er let og lys arkitektur med masser af vinduer, der giver luft, lys og udsyn. Materialerne stål, glas og jernbeton er også tidstypiske.

Den bastante, lave underetage er lavet af betonvægge med søsten og tjener som en slags fundament for etagen over, der er højere. Med sine 30 x 30 meter svæver hovedetagen som en let kasse af glas og stål. Over den er en mindre og lavere tilbagetrukket etage.

Det karakteristiske ved bygningen er måden, den knytter sig til omgivelserne på. En vej går næsten ubemærket gennem bygningen, så gæsterne har fred og ro til at bevæge sig rundt i huset, hvor der er direkte udgang til terrasse og promenade langs havnen.

Læs også: Langelinie Pavillonens beliggenhed

Den grafiske opdeling af facaderne i rektangulære flader delt af lodrette og vandrette linjer gennem ens moduler i stål og glas og brystningsplader betyder, at ingen af bygningens sider fremtræder mere betydningsfuld end andre. Bygningens hierarki ligger i etagerne og betoner, hvordan underetagen tynger sig mod undergrunden, mens den store, lette hovedetages glaspartier reflekterer naturen, himlen og havet og deres former.

I sit enkle formsprog tilpasser Langelinie Pavillonen sig omgivelserne og nedtoner bygningen. Det samme formål havde arkitekternes oprindelige valg af en blå farve, som igen i dag kendetegner facaden.